Notat om højdefaktorer

Selvom der eksisterer sværhedstabeller for både 12, 15, og 20 meter, har SvømDanmarks arbejdsgruppe for masters og high diving valgt ikke at bruge disse i deres konkurrencer, men i stedet blot bruge den samme tabel for alle højder, typisk 20 meter tabellen, ganget med en højdefaktor, som er lavere for de lavere platforme. Det resulterer i at man får lineært færre point ved at springe fra de lavere platforme. Højdefaktor ganges direkte på sværheden, så den totale pointscore for et spring regnes ved følgende formel:

POINTSCORE = UDFØRSELSKARAKTERER × SVÆRHEDSGRAD × HØJDEFAKTOR

Hvor udførselskarakteren er de tre medianscorer fra dommerne (højeste og laveste scorer fjernes ved fem dommere etc.), og sværhedsgraden er aflæst fra den gældende tabel, for det relevante spring. Et typisk setup for højdefaktorer kan være 1,0 for 20 meter, 0,9 for 16 meter, og 0,8 for 13 meter.

Arbejdsgruppen har tolket at 12, 15, og 20 meter tabellernes formål er tilegnet konkurrencer hvor alle spring foretages fra samme højde, f.eks. en ren 15 meter konkurrence. I danske konkurrencer giver det, grundet miljøets indtil videre beskedne størrelse, mere mening at springe imod hinanden med frit valg af springhøjde, altså 13 meter springere konkurrerer mod 20 meter springere, osv.. Hvis man kigger nærmere i sværhedstabellerne, ses det at nogle spring i nogle tilfælde får højere sværhed på lavere højder. F.eks. giver en sammenbøjet trippelsalto med halvskrue 3,6 i 12 meter tabellen, men kun 3,4 i 15 meter tabellen. Det kan antages at logikken i dette har været at man på 15 meter har mere tid i luften, og derved mere tid til at lave sit spring. 

I arbejdsgruppens synspunkt resulterer det i to uhensigtsmæssige bivirkninger hvis de bruges til konkurrencer hvor der konkurreres på tværs af højder:

1.  Der tages ikke højde for den øgede sværhed ved at gå op i højde, hermed ment både krav til fysik og mentalitet.

2.  Der inciteres til at blive på de lave højder og lære sværere og sværere spring, istedet for at udfordre højden.

Arbedsgruppen ønsker at der i konkurrenceformatet er incitament til at man udfordrer højderne, så man lærer at springe højt, som sporten trods alt går ud på, og at de der mestrer de fysiske og mentale krav til høje spring, belønnes for det. De specifikke værdier for højdefaktorerne er stadig under eksperimentaiton, men målet er at når man mestrer et spring i samme eller næsten samme grad på f.eks. 13 og 16 meter, kan det pointmæssigt give mening at bevæge sig opad. Det er forsøgt at sætte højdefaktorerne således at det ikke kan betale sig at gå op i højden før man er dygtig nok til det. Det er forsøgt at ramme et incitament der presser atleter opad, men først når det er forsvarligt.

Det kan argumenteres for at det kan tolkes som demotiverende som ny springer at "miste" point ved kun at få 80% af sine point for at springe 13 meter. Arbejdsgruppen har diskuteret at sætte højdefaktoren for den laveste konkurrencehøjde til 1,0, og de højere platforme over 1, så 13 meter spring får fuld point, og højere spring får "bonuspoint". På den måde kan springeren føle at han vinder point ved at gå op, istedet for at han mister point ved at blive nede. Årsagen for ikke at gøre det er at i et format hvor højdefaktoren er 1,0 for 20 meter, kan de der springer alle spring fra 20 meter sammenligne deres resultater med ander 20 meter konkurrencer, som er formatet for mange andre stævner.

I juniorkonkurrencer har arbejdsgruppen bestemt at holde sig til tabellerne på den tilhørende springhøjde. Dette er gjort fordi det ikke er vurderet hensigtsmæssigt at skabe det samme incitament til at gå op i højden for juniorer, som for seniorer.