Hvad er High Diving?

High diving går i al simpelhed ud på at springe ud fra høje steder, lave akrobatiske spring i luften, og lande i vand. I high diving springes der typisk fra højder mellem 10 og 30 m.

High diving er nok mest kendt fra Red Bull Cliff Diving, hvor damerne konkurrerer fra 20 m, mens herrerne konkurrerer fra 27 m.

Danmark har tidligere været repræsenteret i Red Bull Cliff Diving af Magnus Gardarsson. Her ses han til world cup i Athen i 2002.

Tom Scott besøger Lysanne Richard i verdens første indendørs high diving facilitet i Montreal, hvor der er mulighed for at springe 12, 15, 18 og 20 meter, forduen de vanlige olympiske højder.

High Diving eller Cliff Diving?

De to udtryk bruges ofte som synonymer for hinanden. I High Diving Denmark skelner vi dog mellem de to udtryk. High diving er udspring fra platform, hvor fokus ligger på pæne og svære spring med god kontrol i luften, mens cliff diving er udspring fra klipper og andre naturlige platforme. Her ligger fokus ikke så meget på sværheden af springet, men mere på oplevelsen ved at hoppe fra et fedt sted i naturen.

Vi ser to forskellige typer folk, der laver cliff diving. Den ene type er de seriøse high divere, der dels bruger cliff diving til at få nogle fede oplevelser i naturen, men dels også til seriøs træning, da der ikke findes ret mange træningsanlæg til high diving i verden. Den anden type er folk, der ikke nødvendigvis har de helt store tekniske færdigheder, men som har et stort mod på at kaste sig ud fra høje klipper, og få fede oplevelser (og videoer til Instagram) ud af det.

I High Diving Denmark vil vi gerne høre til den første type af personer. Vi vil gerne træne seriøs high diving, men også jævnligt tage ud i naturen for at få nogle fede oplevelser og kunne træne fra højere steder.

Fortidens vovehalse

High diving som en struktureret konkurrencesport er et ret nyt koncept. I mange årtier blev high diving dyrket af vovehalse, der primært levede af at lave high diving i omrejsende udspringsshows.  Den gang lå fokus ikke så meget på at udføre de sværeste spring, men derimod på vovemodet ved at springe fra høje højder. MEGET høje højder! Dengang blev der skubbet til  grænserne for, hvad der er menneskeligt muligt, og vovehalsene udfordrede, hvad kroppen kunne tåle. Det var ikke altid med lige heldige udfald.

I videoen herunder ses Dana Kunze, der springer fra 52,4 m. Springet er bredt anerkendt som det højeste vellykkede high dive, og blev udført som en del af konkurrencen World Record High Dive Challenge i 1983.

Se hele konkurrencen her.